Byfest 03-09-2016

Første byfest i Riis

 

Lørdag den 3. september 2016 afholdt Riis Beboerforening byfest for første gang i foreningens historie. Byfesten blev holdt i laden hos Steen og Lene på Vejlevej 152. Vejret artede sig fra sin nogenlunde side – der kom lidt vand ved middagstid og om aftenen, men det meste af eftermiddagen holdt det tørvejr.

Der var tilmeldt 44 deltagere til arrangementet, som startede kl. 14 med kaffe og hjemmebagt kage. Eftermiddagen gik med masser af snak, dart, dødbold, kongespil og kiggen i gamle optegnelser vedrørende Riis og omegn.

Da eftermiddagen lakkede mod enden, tændte John og Hans op i grillen: Aftensmaden bød på koteletter, kylling, hakkebøffer og grillpølser – alt med tilbehør af flutes, Lenes hjemmelavede kartoffelsalat og Klaus´ lækre blandede salat.

Baren var åben hele dagen, og de sidste gæster gik først hjem på den anden side af midnat.

Nu er det så op til bestyrelsen at evaluere på, om arrangementet kalder på en gentagelse til næste år.

kontakt@riisby.dk