Skt. Hans 2016

Lun, våd og hyggelig Skt. Hans aften

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 50 mennesker fandt vej til Riis Beboerforenings Skt. Hans-fest ved søen bag Michael Reisenhus´ gård den 23. juni 2016. Det var dejlig varmt, selv om vejrguderne havde sat bålet i blød med en solid skylle ved 17-tiden, og skyerne lå tæt over Riis.

 

Den traditionsrige helstegte pattegris drillede en smule, idet den ”tykkeste” del af grisen ikke var helt færdig, da det var ved at være spisetid. Men Thomas og Brian svingede knivene over den øvrige – velstegte – del af grisen, og alle kunne spise sig grundigt mætte alligevel.

 

Ved 20-tiden åbnede himlens sluser sig for alvor, og en gigantisk skylle væltede ned over gæsterne, som dog heldigvis kunne sidde fint i tørvejr i Thomas´ nye flotte telt. På de ”bagerste rækker” var det dog en stor fordel at have gummistøvler på, da bordene efter skyllen stod i op mod 10 cm vand!

 

Men derefter klarede vejret op, og da det lidt senere blev tid til at – forsøge at – tænde bålet, var det klaret op med flot blå himmel og dejligt solskin. John og Brian fandt den store tændstik frem og gjorde et helhjertet forsøg på at få liv i det meget våde bål. Det blev til rigtig megen røg, men knap så megen ild, og efter en times tid måtte de fire mindre brande i bålet opgive ævred. Så selv om midsommervisen blev sunget i bedste stil, blev heksen (endnu en af Karen og Susannes ”søstre”) stående, hvor hun var – Bloksbjerg må vente til en anden god gang.

 

Da festen lakkede mod enden, var den sidste del af grisen stegt færdig og kunne skæres op i stumper til en lækker gang biksemad, der blev solgt i poser á 30 kr. stykket. En rigeligt våd – men alligevel rigtig hyggelig – aften!

 

Se flere billeder her

 

kontakt@riisby.dk