Skt. Hans 2017

Skt. Hans-fest med dobbelt heks

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 23. juni 2017 samlede foreningens traditionsrige Skt. Hans-fest 52 mennesker ved søen bag Michael Reisenhus´ gård. Vejret var stille og stort set tørt, så der var håb om, at det ville gå bedre med at få gang i bålet end året før. Da bålet fra sidste år aldrig blev brændt af, havde det i mellemtiden vokset sig meget stort!

I år var både den helstegte pattegris og alt tilbehør (undtagen flutes) leveret udefra. Det var alt sammen meget lækkert, og der var mere end rigeligt til alle. Resterne af grisen blev til sidst solgt på auktion med Michael som veloplagt auktionarius. Leif kom bestemt ikke tomhændet hjem – hvilket da også ville have været overraskende – men Jacob sørgede dog for, at han ikke ryddede bordet helt…

Som sædvanligt havde især børnene flittigt gang i sømblokken hele aftenen, og det gav mange gode grin.

Så blev det tid til bålet, og denne gang skulle der ikke megen overtalelse til, inden det blussede op for fulde gardiner. Et usædvanlig flot bål! Ny heks var der kommet på, og selv om der ikke var blevet til heksehyl i år, suste hun velvilligt af sted til Bloksbjerg. Hvad ingen vidste, var imidlertid, at den gamle heks fra sidste år var ganske muggen over at være blevet snydt for sin tur i 2016. Til alles (især arrangørernes) overraskelse gav hun efter nogen tid pludselig lyd fra sig inde fra midten af bålet. Hun ville helt sikkert også med til Bloksbjerg denne gang! Adskillige heksehyl futtede af. Imponerende, eftersom de havde boet et år under åben himmel i al slags vejr.

Sådan gik det til, at Riis Beboerforening dette år fik sendt ikke blot 1 men hele 2 hekse af sted til Bloksbjerg!

 

kontakt@riisby.dk